En stor del af vores arbejde er at skabe rammerne for en god sidste tid, med lindring, behandling, pleje og omsorg. Både for patienter og pårørende.
Også efter dødsfaldet har vi ritualer og opgaver, der skal give de pårørende den bedste mulighed for en god afsked i rolige omgivelser
Når døden nærmer sig hos et alvorligt sygt menneske, opstår der ofte usikkerhed og spørgsmål hos de nærmeste. Hvad kan man forvente i den sidste tid? Hvilke tegn fortæller, at døden er nært forestående?
Personalet på Sct. Maria Hospice vil være behjælpelige med alle de spørgsmål, der melder sig.
Der er rum og plads til, at man kan være her hele døgnet omkring den syge, hvis det er det, man ønsker, og vi kan hjælpe med at være tættere omkring, hvis man har behov for at komme af sted herfra et par timer.
Vi laver individuelle aftaler med de pårørende omkring hvornår og hvordan, de skal kontaktes ved forværring eller dødsfald
Sygeplejersken, der er omkring patienten ved dødsfaldet, hjælper de pårørende med at finde ud af de praktiske ting, der skal ske.
Sygeplejersken istandgør den afdøde, og iklæder det tøj afdøde selv har ønsket, eller det de pårørende har valgt. For nogle pårørende kan det give mening at hjælpe med dette. Normalt forbliver afdøde på hospice nogle timer efter dødsfaldet, og pårørende må komme forbi og være omkring alt det, man ønsker.
Lystænding
Når vi har haft et dødsfald, markerer sygeplejerskerne det ved at tænde to lys på en lille hylde ved hovedindgangen, her kommer også efterfølgende til at stå et vers til afdøde og en hilsen til de efterladte.
Vi bruger ikke en bestemt bedemand på hospice, og vi anbefaler heller ikke nogen. Vi opfordrer familien til at vælge en, de måske allerede kender eller har hørt om, eller en der hører til i det lokalområde, de kommer fra.
Bedemanden er behjælpelig med det praktiske omkring begravelse eller bisættelse.
Man er meget velkommen til at mødes med bedemanden her på Sct. Maria Hospice
Størstedelen af vores patienter bliver sunget ud fra hospice. Det er helt frivilligt, om det ønskes, og noget man som pårørende aftaler med bedemanden.
Det kan være en god måde at afslutte forløbet her på med den nærmeste familie eller pårørende samlet.
Sygeplejersken deltager i udsyngningen, og hvis man ønsker det, kan vores musikterapeut spille til.
Nogle efterladte laver vi en aftale med om, at vi kontakter dem telefonisk nogle uger efter dødsfaldet.
Alle er dog velkomne til at tage kontakt til os ved brug for en snak, noget der skal på plads, eller noget man har tænkt over i efterforløbet, man vil så blive ringet op næste gang en kontaktsygeplejerske er på arbejde.