Vores opgaver som frivillige

Det er en naturlig del af hospicetanken, at her er frivillige som en del af hverdagen, og du vil møde dem i mange forskellige roller. Vores frivillige deltager ikke i den sundhedsfaglige behandling eller personlig pleje af patienterne, men deres medmenneskelighed kan spille en væsentlig rolle i at forbedre patienternes mentale livskvalitet. Fælles er det, at de har til formål at være næstekærlige medmennesker, der skaber en atmosfære af nærvær og hjertevarme.

Værter ved måltiderne

De frivillige fungerer som værter ved et middags- eller aftensmåltid i vores fælleskøkken for de patienter og pårørende, der ønsker at spise med. Værterne er tilstede med deres nærvær under hele måltidet. De sørger for en flot borddækning, og skaber en hjemlig og hyggelig stemning for patienter, pårørende og ansatte ved måltiderne.

Haveholdet

Igennem hele året er der opgaver at se til på vores udendørsområder, men særligt om foråret og sommeren har vores pedeller brug for en ekstra hånd, og her giver haveholdet gerne et nap med. Sammen sørger de for at holde udeområderne i fin stand, hvor der klippes ned, slås græs, plukkes æbler, luges, samt mange andre opgaver, der får hospice til at se indbydende ud. Er du haveinteresseret og går meget op i havearbejde, så kunne vi godt bruge flere frivillige i vores havegruppe.

Blomsterholdet

En række frivillige sørger hele året for, at der rundt på vores arealer er smukke blomsterdekorationer, friske blomster i vaser og vander planterne rundt omkring. Blomsterholdet har ekstra travlt i december måned, hvor de med juledekorationer, gran og kogler får huset til at emme af jul. 

Nørklegruppen

Hver mandag sidder vores frivillige nørklere og er beskæftiget med forskellig slags håndarbejde. Man er altid velkommen til at deltage i aktiviteten eller blot at kigge forbi for at snakke og få sig en kop kaffe. Nørklegruppen er for både patienter og pårørende.

Arrangementsvagter

Sct. Maria Hospice afvikler løbende forskellige arrangementer og aktiviteter, hvor de frivillige er engageret. Det kan være til sang og musik, oplæsning, småkagebagning, bålaften – eller bare med sit nærvær for de patienter og pårørende, der trænger til en kop kaffe og en sludder.

De praktiske hjælpere

De frivillige bidrager med en række praktiske opgaver, som beriger hospice-miljøet og supplerer den daglige drift. De engagerer sig i opgaver som ledsager ud af huset, oprydningsopgaver, kreative sysler som pryder huset, hjemmebag til patienter og pårørende, fælles TV-hygge, løbe ærinder og meget andet som bidrager til den gode atmosfære og hjemlige hygge.

Koncertudvalget

I frivilliggruppen har vi et koncertudvalg, som er med til arrangere koncerter med frivillige musikere på hospice. Udvalget står for alle de praktiske opgaver før og efter koncerten. Vi er på hospice meget taknemmelige over, at mange dygtige musikere lægger vejen forbi Sct. Maria Hospice til stor glæde for patienter og pårørende. Der afholdes som minimum 2 koncerter om måneden.  

Besøgshunden, Coco

Vi har hver torsdag besøg af Coco, vores dejlige besøgshund! Coco er en sød, glad og kærlig hund, som glæder mange med sit besøg. Coco kommer gerne på besøg på stuerne i følgeskab med sin ejer, og hvis patienten ønsker det vil Coco gerne ligge i sengen og være med til at sprede en god stemning. Coco er også gerne sammen med børn, som kommer på besøg på hospice. 

Besøgsven under indlæggelse

Under indlæggelse kan det opleves, at nogle patienter har få pårørende eller et familieliv med en travl hverdag, der begrænser deres tid sammen. I sådanne tilfælde er en besøgsven en værdifuld støtte, der bringer både selskab og aflastning til både patienten og deres familie. Nogle går en tur med patienten, går ærinder, spiller kort, læser op, skriver dagbog, sludrer eller det som patienten har brug for.

Våge -og værevagter

Der kan være situationer, hvor en patient og/eller familien har brug for hjælp og støtte til at være hos patienten om dagen eller om natten. Det kan være i situationer, hvor patienten er urolig eller angst for at være alene, eller når familien trænger til hvile. Ønsket om en vågevagt eller "værevagt" aftales altid med kontaktsygeplejersken, lægen og frivilligkoordinatoren. Vi vil gøre meget for at tilgodese ønsket, men kan desværre ikke altid opfylde alles ønsker. 

luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere